Med et år, der er ved at nærme sig sin afslutning og ikke mindst en kommende højtid, vil vi sætte et par ord på året, der er gået.
2022 har været kontrasternes år. Vi har oplevet, at nogle virksomheder brager derudaf med vækst og ordretilgang, mens andre ser ind i et nyt år med overvejelse om at lukke helt ned. Året blev således ikke det år, vi nok alle havde håbet på efter flere år med corona. Nye kriser opstod - krig i Ukraine, energikrise og stigende inflation. Derudover er mange fortsat meget udfordrede af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Fælles for alle er, at ingen kan se til fra sidelinjen. Heldigvis er der trods mange udfordringer også gode takter. Vi har oplevet en stor lyst til at løse knuderne i fællesskab. 2022 blev året, hvor det nye Erhvervsråd etablerede sig. Repræsentanterne for erhvervet i Gribskov er gået til opgaven med stor entusiasme og høje ambitioner på erhvervslivets vegne. Det var også året, hvor vores lokale turismenetværk søsattes, og også her har der været opbakning og stor arbejdsiver. Der kommer helt sikkert gode ting fra begge kanter, og vi ser frem til at dele nyheder fra begge indsatser i det nye år. Mange mødtes i Gilleleje i foråret til kombineret nytårskur og fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Den tråd, vil vi også tage op i det nye år.
Vi glæder os over den gode og tætte kontakt, vi har med rigtig mange af jer virksomheder - og over den tillid og åbenhed, I viser os, når vi arbejder sammen om at løfte Gribskov Kommunes erhvervsindsats. Tak for det og tak for i år. Vi ser frem til at fortsætte arbejdet med at sætte Gribskovs erhvervsliv endnu tydeligere på landkortet i 2023.
Rigtig Glædelig Jul og Godt Nytår
|